Da årets første konkurrence gik i gang, var der ikke mange, som havde regnet med at Bolbrogymnasterne under tre måneder senere, skulle stå som nykårede nordiske mestre. Alligevel er det i dag resultatet af en meget spændende og lige konkurrence for juniorpigerne.
Alle hold var udfordrede af et glat rytmegulv og helt nye og også glatte trampetter. Det betød en del fald i trampetrunden for alle hold, men det måske mest overraskende var, at både de islandske og svenske hold viste svaghedstegn, og det gav begge danske hold blod på tanden.
Vores eget hold startede med favoritdisciplin rytme og det resulterede i dagens højeste karakter (på tværs af alle konkurrencer) og dannede grundlaget for dagens sejr. Imidlertid var det ikke nogen nem konkurrence, og pigerne blev hårdt presset af en stærk præstation fra Greve og ikke mindst Vikingarne fra Sverige. Således blev sejren kun på 0,1 point skarpt forfulgt af netop Vikingarne.
Både trænere og piger er helt utroligt glade og stolte over en helt enestående præstation. Samtidig er de meget glade for den store opbakning, der har været fra familie og andre som har fulgt med på livestream, alle som har taget turen til Joensuu og ikke mindst de mange sponsorer, som har hjulpet pigerne til Finland.
Fra foreningen skal også lyde et stort tillykke med den flotte sejr.
Alle resultater fra dagens konkurrence kan ses her.
Af Martin Méchali