Bolbro fint repræsenteret på landsholdene ved det kommende EM

I efterårsferien afholdes EM i TeamGym for nationshold i Odivelas i udkanten af Lissabon og Bolbrogymnasterne er godt repræsenteret.

Så nærmer efterårsferien sig. Det betyder nye spændende gymnastikoplevelser for flere af foreningens gymnaster både dem, der skal repræsentere Danmark i Portugal og dem, der skal følge konkurrencen via live streamning hjemmefra.

Men allerede  søndag den 30. september var der en forsmag på de oplevelser, der venter, da alle 6 landshold (juniorpige, -drenge og –mix samt seniordame, -herre og –mix) var samlet til testkonkurrencen i SG-huset i Svendborg. Der blev leveret Teamgym i verdensklasse. Mange Bolbrogymnaster og -forældre havde, sammen med godt 1200 andre, taget turen til Svendborg for at overvære en flot testkonkurrence.

Det er femte gang, der holdes EM for nationshold, tidligere afholdt man EM for klubhold. TeamGym er en sport, der har sine rødder i de nordiske lande og hvis udbredelse stiger år for år. I år deltager 16 nationer ved EM, det største antal nogensinde. Danmark har stolte traditioner ved EM, i Slovenien i 2016 tog alle danske hold medaljer. Der afholdes ikke VM i Teamgym.

Victoria Mechali, Sille Bygholm Storm, Sarah Neess Poulsen og Caroline Rasmussen (pt. Vejstrup Efterskole) repræsenterer Bolbrogymnasterne på juniorpigeholdet, mens Caroline Højly Hansen repræsenterer Bolbrogymnasterne på seniormixholdet.

 

Juniorkonkurrencen afvikles med kvalifikation onsdag d. 17. Oktober og finale fredag d. 19. Oktober, mens seniorkonkurrencerne afvikles med kvalifikation torsdag d. 18. Oktober og finalerlørdag d. 20. Oktober. Det vil være muligt at følge med på live streaming og der vil være danske kommentatorer.

Se mere på følgende hjemmesider:

http://www.gymdanmark.dk/kalender/konkurrence/?num=7469

https://www.teamgym2018.com/competition