To gange omdans gav gode resultater i Gladsaxe

Med hhv. en 4. og en 11. plads skabte Bolbro mikro 1 og 2 begge et rigtig godt udgangspunkt for 2. runde, da 1. runde af forbundsmesterskaberne i teamgym blev afviklet i Gladsaxe Idrætscenter lørdag. Men først skulle de seje piger så grueligt meget igennem.

Publikum i Gladsaxe Idrætscenter fik lejlighed til at se Bolbrogymnasternes rytmeserie hele fire gange, da de 37 mikro pigehold lørdag skulle fordeles i 5 divisioner ved forbundsmesterskabernes 1. runde. Både mikro 1 og 2 fik således mulighed for at lave serien om, da der var problemer med musikken.

Mikro 2 var næsten igennem en meget flot udført serie og lå i kindstand, da musikken pludselig forsvandt. Pigerne var mega seje og fortsatte ufortrødent på tælling – dog med lidt undrende udtryk i ansigtet. Da fejlen lå hos arrangørerne blev pigerne kort efter kaldt ind igen og fik mulighed for at vise serien endnu en gang for dommerne. Denne gang for fuld musik. Også det klarede de rigtig flot og med fine spring på måtte og i trampet bevarede de deres placering som nr. 11 i Danmark forud 2. runde. Det betød i velfortjent plads i 2. divisions top 3.  

Mikro 1 havde med nogle vanligt sikre spring på bane og et løft af sværheden i trampet i forhold til regionsmesterskabet skabt et rigtig godt udgangspunkt for at hægte sig fast i haserne på de allerbedste i 1. division. Da serien kiksede godt og grundigt efter en forvirret start, hvor gymnasterne ikke kunne høre musikken gå i gang, var det derfor stor ærgrelse og frustration, der spredte sig både på tilskuerpladserne og blandt de stakkels gymnaster, der forlod rytmegulvet med desillusionerede miner.

Heldigvis fik en dedikeret delegation af trænere og kyndige forældre medhold hos dommerne.

Det resulterede i en topmotiveret flok piger, der gik på gulvet med det tydelige mål at vise, hvad de rent faktisk plejer at kunne, når det gælder rytmeserien, og en karakter på 14,766 bragte dem ind i den eftertragtede top 4, som nu skal forsvares med næb og klør ved 2. runde først i maj.

Tidligere på dagen havde Mikro 3 været på gulvet i pulje 3 og trods deres unge alder gjort en flot indsats, der placerer dem sidst i 5. division.

Samlet set en rigtig god dag i Gladsaxe, der bød på lidt mere drama end sædvanligt og opfyldte målsætningen om et Bolbrohold i hhv. 1. og 2. division – men som vigtigst af alt gav alle mikropigerne endnu en stærk konkurrenceoplevelse med hjem.  

af Gitte Vestermark