Det var uden de store forventninger vores juniorpiger lørdag tog fat på Forbundsmesterskabernes anden runde. Første runde resulterede nemlig i nederlag på næsten 1,6 point til Greve. Således startede dagen med et minus halvdelen af dette – altså 0,8 point. Det skulle imidlertid vise sig at konkurrencen alligevel blev neglebidende spændende.
Lad det være sagt med samme: ingen af de 4 bedst placerede hold fra første runde lavede en fejlfri konkurrence, hvilket betød at både Sæby, TG Aarhus, Greve og Bolbro lavede små skønhedsfejl, og det var derfor svært at se, hvem der ville tage stikket hjem. Fra første runde havde både TGA og Springteam Sæby dog en lidt større margin at indhente, og derfor var det ret hurtigt klart, at guld og sølv skulle fordeles mellem de skarpe piger fra Greve og Bolbro.
Som det er tradition, så blev rytmeserien igen en nøgledisciplin og her var Bolbro ca 1,7 point bedre end Greve. Altså var forskellen fra første runde indhentet og Bolbro havde endda en lille fordel inden sammentælling af springdisciplinerne, hvor Greve ofte har en fordel.
Slutteligt blev det en meget spændende ventetid på Greves trampetkarakter. En disciplin den evige konkurrent fra Københavns Vestegn lige havde afsluttet i flotteste stil, og derfor var de 16,515 point, som Greve havde brug for ikke umuligt at opnå. Da spændingen blev udløst viste tavlen imidlertid 16.433 point til Greve og dermed var Bolbro forbundsmestre 2019 med en margin på bare 0,082 point. Jublen kunne bryde ud på gulvet og ikke mindst på tilskuerpladserne, selvom man havde medfølelse med de rasende dygtige piger, som netop var blevet slået med den mindste margin.
Tillykke til de fire hold, som skal videre til næste uges DM i Brøndby: TeamGym Aarhus, Springteam Sæby, Greve Gymnastik og Trampolin og Bolbrogymnasterne.
Resultater fra alle dagens konkurrencer kan ses her