Der var høj sol og høje forventninger til alle vores 3 mikropigehold, da 2. runde af forbundsmesterskaberne skulle i gang i Helsingehallen den 5. maj 2018.
De første Bolbro’ere på gulvet var mikro 3’erne der kom med en 5. plads i 4. division i baggagen fra 1. runde – den var de meget opsat på at forbedre. Og de gjorde det rigtigt godt, de var helt suveræne i rytme, hvilket lagde grunden til at de kunne snuppe sølvet i en meget tæt topstrid, hvor Odder vandt med 0,225 ned til Bolbro, der igen kun var 0,008 point foran Vejen.
De næste i rækken af Bolbropiger var mikro 2 – der kom med en flot 1. plads der skulle forsvares fra første runde. Pigerne var sikre i udførelsen i rytmen, men sværhedsgraden blev overgået af flere af de andre hold. På banen var der en svipser i holdomgangen, samt en enkelt i 2. omgang hvilket resulterede i en midterplacering rent karaktermæssigt. Samlet set tog pigerne desværre en ordentlig rutchetur nedad, og endte udenfor medaljerne i 2. division. 1. pladsen gik til OGF, 2. pladsen til Ølstykke og 3. pladsen til Bellingegymnasterne
Dagens sidste piger på gulvet var mikro 1, der var kommet hjem fra Grenå, med en flot 2. plads der skulle forsvares. De lagde rigtigt flot ud med en fejlfri runde i trampet der gav 13,7, – dagens højeste trampetkarakter. Det blev efterfulgt af en flot rytmeserie med sikre momenter og endnu en høj karakter. Sidste disciplin var banen hvor pigerne igen kørte en fejlfri runde. Pigernes sikkerhed i spring og momenter var nok til at de rykkede fra 2. pladsen til en superflot, velfortjent og stensikker 1. plads og guld med en margin på næsten 2 point ned til Greve på 2. pladsen og Djurs på 3. pladsen.
Alle resultater fra dagens konkurrence kan ses her.