Lørdag d. 4. maj havde Bolbrogymnasternes tre mikrohold med stort forældrefølge fundet vej til Vejen, hvor 2. runde af forbundsmesterskaberne blev afviklet for 39 pigehold, tre drenge- og tre mixhold. Mikro 2 vandt en flot bronzemedalje i 2. division, mens Mikro 1 desværre missede billetten til Danmarksmesterskaberne i Brøndby, men endte som Danmarks 5. bedste mikrohold med dagens næsthøjeste udførelseskarakter i serie.
Bolbro Mikro 3 var blandt de allerførste hold på gulvet i Vejen, da den vestjyske by var vært for 2. runde af forbundsmesterskaberne lørdag. Morgenfriske fynske forældre var med til at vække den tomme hal og varme de iskolde betonsæder op, mens de små mikro 3-piger flot kørte deres program igennem og fik en femteplads i 5. division.
Temperaturen var hastigt stigende, da 2. division blev skudt i gang, og Mikro 2 gik på gulvet til tre fine omgange banespring med et heftigt heppekor i ryggen. Der blev rodet godt og grundigt rundt i klassementet i 2. division, hvor Greves 2. hold bl.a. gik fra første- til sidstepladsen. Bolbro holdt dog sin tredjeplads fra 1. runde med en solid indsats også i trampet og rytme. Og med en samlet karakter på 50,258 sikrede de sig bronzemedaljerne, som de stolte kunne bringe hjem til 5200 sammen med den uofficielle titel som Danmarks næstbedste 2. hold.
Efter lidt hygge i kælderen i Vejen Idrætscenter og udsøgte goodiebags til gymnasterne var alle mand klar til at se den spændende 1. divisionskonkurrence, hvor de otte bedste mikropigehold skulle dyste, og hvor Bolbro Mikro 1 stævnede ud fra et udgangspunkt på den eftertragtede 4. plads, som gav adgang til Danmarksmesterskaberne i Brøndby d. 1. juni.
Mikro 1 lavede en meget veludført serie, som på sværheden dog ikke rakte til at slå konkurrenterne fra Rødovre, Greve og Djurs. Rødovres 2. hold imponerede ved at snige sig ind i top 4 helt nede fra bunden af 1. division og overhalede således Bolbro.
Mikro 1-pigerne gjorde ellers, hvad de kunne for at forsvare fjerdepladsen, og leverede flotte spring både på måtte og i trampet med kun få skønhedsfejl og fald. Men samlet karakter på 57,683 udløste altså kun en flot femteplads i denne omgang. Heldigvis var der masser af ros fra dommerne og noget at arbejde videre med i træningssalen frem mod den kommende sæson.