Kvalificeret til junior-NM for tredje gang i træk

”Jaaaaahhh” kunne Bolbrogymnasternes juniorpiger endnu engang skrige efter en veloverstået konkurrence i Vejlby den 26 januar. Ikke bare havde pigerne vundet med en ret komfortabel margin ned til Greve, de havde også kvalificeret sig til de nordiske mesterskaber i april. Et NM som denne gang er på ”hjemmebane” i Randers.

Kvalifikation havde GymDanmark valgt at placere sammen med første runde af den nye Liga-struktur. I praksis var alt dog ved det gamle, og de skarpeste pigehold var mødt op for at kæmpe om de to NM pladser. På dagen viste Bolbropigerne sig bedst på banen og i rytmeserien, og dermed er de klar til at repræsentere Danmark sammen med Greve.

Endnu større er det måske, at det er tredje gang i træk, at Bolbro har et hold med til junior-NM. For fire år siden blev det til sølv i Odense, for to år siden til guld i Joensuu, og det skal holdet altså nu forsøge at følge op på.

Et par af pigerne har været med hele vejen på de to tidligere hold, og her svarer en af dem, Sille Storm, på et par spørgsmål om det at være på holdet og at være Bolbrogymnast og efterskoleelev på samme tid.

På spørgsmålet om man kan motivere sig til at være med for tredje gang, er Sille ret klar:

”NM er den største og eneste internationale konkurrence, man kan deltage i med et klubhold, og når jeg har gået i Bolbro hele min gymnastikkarriere, er det et privilegie at kunne hjælpe sin klub helt til tops. De fleste af pigerne på holdet har jeg trænet og udviklet mig sammen med gennem rigtig mange år, og det er noget helt specielt, at vi kan løfte hinanden og opnå så store resultater sammen.”

Hvordan har holdet og din rolle på holdet ændret sig?

”Første gang var jeg helt overvældet over overhovedet at få lov til at være med. Det var min allerførste internationale konkurrence, og det var endda på hjemmebane i Odense. Der var det tydeligt at mærke, at jeg var den “lille”, hvorimod da vi tog afsted til Finland, følte jeg virkelig, at vi tog afsted som ét samlet hold.

Selvom jeg er på efterskole lige nu, føler jeg mig stadigvæk lige så meget en del af holdet, fordi vores sammenhold er så stærkt – og jeg håber, at dette sammenhold kan hjælpe os til gode resultater, som det gjorde sidst.”

Hvad betyder sammenholdet, og hvordan holder man kontakten som efterskoleelev?

Som nævnt betyder sammenholdet meget! TeamGym er jo en holdsport, og vi skal sammen hjælpe hinanden til at skabe et godt resultat. Det er noget, jeg synes, at man tydeligt kan mærke har gjort en stor positiv forskel…

Selvom jeg går på efterskole og nyder det fuldt ud, så er jeg hjemme til så mange træninger, som muligt i både weekender og ferier.

Og med det gode sammenhold, vi har på vores hold, er det ikke svært at holde kontakten. Vi glider ikke bare sådan lige fra hinanden. Jeg snakker og skriver dagligt med pigerne fra holdet.

Og netop det sammenhold vil Bolbrogymnasterne meget gerne bygge på, sådan at pigerne, også når de kommer hjem fra efterskoleophold, har lyst til at fortsætte med gymnastikken i Bolbro. Foreningen vil i fremtiden forsøge at styrke denne indsats.

 

af Martin Méchali